LUK
Home Amerikansk fodbold Amerikansk fodbold - fremhævet

I forbindelse med det nyoprettede Team Nordic, der skal spille International Bowl mod Team USA d. 12 januar 2018, er der mulighed for at være med omkring holdet i en observationsrolle. Som obsernations coach vil man få adgang til alle træningspas, møder, samt mulighed for sparring med coaching staff. Udover at observere træning og deltage i møder vil man som observations coach også skulle hjælpe holdet med mindre opgaver, som fx at filme og andre mindre opgaver.

Økonomi
Observations coaches skal betale det samme program gebyr som spillerne, på 1.600 USD. I dette beløb er der:

  • Indkvartering på hotel
  • Mad tre gange om dagen
  • Team Apparel
  • Transport til og fra lufthavn
  • Transport mellem hotel og træningsbane
  • Adgang til At & t stadium, samt kampen mellem Team Nordic og Team USA

Prisen indeholder ikke flybilletter til og fra Dallas, dette har observations coaches selv ansvaret for ligesom spillerne har.

Program
Jan. 7, 2018; Check in for spillere og trænere.
Jan. 8 – Jan. 11, 2018; træningsdage
Jan. 12, 2018; Game Day vs Team USA på AT&T Stadium
Jan. 13, 2018; Hjemrejsedag

Vil du med som observations coach?
For at kommer i betragtning til en plads som observations coach, skal du opfylde et eller begge krav.

  1. Have deltaget på en træneruddannelse i DAFF regi.
  2. Være tilknyttet et af DAFF landshold

Hvis du ønsker at deltage som observations coach, skal du sende en mail med information til Ksb@daff.dk. Herefter vil de valgte trænere blive kontaktet. Da vi skal rejse allerede den 7. januar, vil chancerne for at blive valgt være større jo før I sender mail med ansøgning som observations coach.

Har du yderligere spørgsmål, så send dem til ksb@daff.dk.

De nordiske lande (Norge, Finland, Sverige og Danmark) har besluttet at oprette et U20 Team Nordic, der skal spille mod U19 Team USA til International Bowl d. 12. januar 2018 på AT&T Stadium i Dallas (Dallas Cowboys stadium).

Team Nordic er blevet oprettet med et mål om at udvikle og udfordre de nordiske spiller på en scene som ikke er set før i norden. Spillerne vil få mulighed for at måle deres evner mod nogle af de bedste spillere i verden, og samtidig få chancen for at eksponere sig selv. En spiller på Team Nordic vil få en oplevelse for livet, og en mulighed for at udvikle nye bekendtskaber på tværs af landegrænse både i norden, men også internationalt. Bekendtskaber der kan udvikle sig til venskaber.

Hvem kan være med?

Der vil være en camp i ugen op til selve kampen, hvor der vil være fokus på at gøre holdet klar til kampen mod USA, samt udvikle spillernes teknikker.

For at være en del af U20 Team Nordic 2018, skal spillerne være født i 1998 og 1999; spillere der er født i 2000, kan søge dispensation. Alle spillere skal have et gyldigt pas i Norge, Sverige, Finland eller Danmark.

Spillere vil blive direkte inviteret, men var du ikke med til U19 EM og ønsker at komme i betragtning til Team Nordic 2018, skal du sende en mail til Ksb@daff.dk med dit ønske og begrundelse senest d. 29 november.

Coaching staff

Head coach for Team Nordic 2018 er Jim Criner, der har coachet football siden 1967. Han har har blandt andet været Head Coach på Boise State, Iowa State og Scottish Claymores, hvor han vandt NCAA Division I-AA Championship i 1980 med Boise State, og World Bowl i 1996 med Scottish Claymores.

Offensive Line coach på Team Nordic 2018 er Mike Barry der har coachet football i mere end 35 år og blandt andet coachet Offensive Line hos USC Trojans, Tennessee Volunteers og Detroit Lions – og vandt BCS National Championship 1998 med Tennessee Volunteers.

Defensive Line coach på Team Nordic 2018 er Björn Werner, der startede med at spille football i sin hjemby Berlin, og kom derfra på Salisbury High School, og videre til Florida State, og blev valgt af Indianapolis Colts i første runde af NFL draft i 2013.

De nordiske top coaches er også ved at være på plads. Her vil der være coaches fra de nordiske lande, blandt andre Jørgen Bennestad-Johansen, der er Head Coach for Norges U17-, U19- og A-landshold. Toumas Heikkinen, der er head coach for Finlands A-landshold. Sebastian Brinkenfeldt, som er head coach på Sveriges U17 landshold. Lars Carlsen, der er Head Coach for Danmarks U19- og A-landshold, samt flere coaches fra de nordiske lande.

Derudover vil der være “Observer coaches”, som kan ansøges af coaches fra de nordiske lande. Observer coaches er med på samme betingelser som spillerne, hvad angår betaling og transport, men indgår i coaching staff, og må deltage i coach møder, træning mm. Der er i alt 8 “Observer coaches” pladser åbne, og er som udgangspunkt fordelt med 2 fra hvert land. De skal ansøges gennem deres respektive nationale forbund. Hvis du ønsker du at komme i betragtning som ”Observer coaches” til Team Nordic 2018, skal du sende en mail til Ksb@daff.dk med information senest d. 29 november.

Program for Team Nordic 2018.
Jan. 7, 2018: ankomst spillere og staff
Jan. 8, 2018: træning
Jan. 9, 2018: træning
Jan. 10, 2018: træning og scrimmage på UTA Stadium
Jan. 11, 2018: træning
Jan. 12, 2018: Game Day; kamp mod Team USA på AT&T Stadium
Jan. 13, 2018: hjemrejsedag

 

Ørsted, det tidligere DONG Energy, og Danmarks Idrætsforbund vil gerne hylde de mange frivillige i idrætsforeninger i hele Danmark, der hver dag året rundt gør en indsats for, at børn, unge og voksne kan dyrke deres sport og nyde sammenholdet i lokalforeningerne. For andet år i træk bliver prisen Årets Energibundt derfor uddelt ved DR-showet Sport 2017 i Boxen i Herning d. 6. januar 2018.

Prisen Årets Energibundt går til en træner, holdleder, stævnearrangør eller en helt fjerde, der med en særlig indsats bidrager til sammenholdet i en idrætsforening.

De 75.000 kroner, der følger med prisen, uddeles ved gallashowet Sport 2017 den 6. januar i Boxen.

HR-direktør i Ørsted, og medlem af dommerkomitéen, Hanne Blume, forklarer, at det centrale i udvælgelsen er, at de frivillige er med til at sikre de rammer og det sammenhold, der er afgørende for foreningerne og deres resultater. Derudover er der ikke faste kriterier for, hvad der skal til for at blive nomineret til Årets Energibundt.

”Vi overlader til folk at udpege den, der for eksempel sikrer, at hallen er booket til træning, står klar ved vandposterne til løbene, arrangerer kørsel, kridter banen op eller noget helt femte,” siger Hanne Blume.

Sidste år gik prisen til træner i orienteringsløb Tim Falck Weber, som med sit store overskud og utrættelige energi har stået i spidsen for at skabe en succesrig ungdomsafdeling i Tisvilde Hegn Orienteringsklub – THOK Juniors – som nu er landets bedste. I Tim og THOK’s tilfælde er pengene, der fulgte med prisen, blandt andet blevet brugt til at sende 50 medlemmer af klubben på træningstur til Madrid.

Du kan nominere og læse meget mere om prisen her: www.orsted.com/energibundt.

Prisen er på i alt 75.000 kroner, hvoraf 25.000 kroner går til energibundtet for sit frivillige engagement. De øvrige 50.000 kroner går til idrætsforeningen, som modtageren af prisen er tilknyttet, som et bidrag til aktiviteter, der yderligere styrker det sammenhold, som er vigtigt for, at breddeidrætten kan blomstre. Både 2. og 3. pladsen vil desuden modtage 10.000 kr. hver.
Kandidaterne indstilles af medlemmer, og andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger, og kan indstilles i perioden d. 6. til d. 19. november 2017. Herefter nominerer dommerkomiteen tre kandidater til prisen. Alle tre nominerede inviteres med ledsager til middag og tv-showet, Sport 2017, den 6. januar 2018 i Herning, hvor prisen Årets Energibundt uddeles. Desuden får alle 3 kandidater mulighed for at invitere 20 medlemmer af klubben med til Sport 2017 på tribunepladserne.

Vi er stolte over at kunne præsentere Restaurant Bone´s A/S som ny hovedsponsor til sæsonen 2018. I den dialog der har været imellem parterne, har der været lagt vægt på at det skulle være en aftale der er gensidigt værdiskabende, og hvor begge parter er kommet med input til samarbejdet.

Vi vil nu holde et møde hvor vi planlægger de aktiviteter, der skal ske i sæsonen 2018 og så kommer der meget mere information om aftalen.

Vi glæder os til et godt samarbejde!

Nu er det tid til at nominere Danmarks bedste holdkammerat. DIF og Nordea-fonden uddeler nemlig ’Fidusbamsen’ til en ung idrætsudøver, der har været en særlig god holdkammerat i det forgangne år.

Bliver det den stærkt kæmpende spiller, der altid tager de hårde knubs i kamp, der tager prisen i år? Eller bliver det den glade holdkammerat, som altid bidrager med godt humør til træning? Eller hvad med den unge atlet, som tager sig af de nye på holdet og får dem til at falde godt til i klubben fra første dag.

Mulighederne er mange, når jagten på Danmarks bedste holdkammerat indledes.

”Dansk idræt er fyldt med flere hundredetusinde unge mennesker, der dyrker deres idræt og ikke mindst fællesskabet i foreningerne. I idrætsforeningerne kæmper man for hinanden, og her opstår utallige gode kammeratskabet. Det vil vi gerne hylde,” siger DIF’s formand, Niels Nygaard.

Frem til 1. december 2017 kan man på www.fidusbamsen.dk indstille en ung person i alderen 12 til 19 år til DIF og Nordea-fondens pris ’Fidusbamsen’. Prisen vil blive uddelt ved sportsgallaen Sport 2017 den 6. januar til en ung person, som ganske enkelt er en god holdkammerat i en idrætsforening under DIF.

Og der er en ualmindelig attraktiv præmie på højkant. Ud over æren inkluderer prisen nemlig en sportsrejse for ’Årets Holdkammerat 2017’ og dennes hold. Rejsen har en værdi af 100.000 kroner.

”Gode holdkammerater er alfa omega, når man dyrker idræt, og gode holdkammerater er med til at skabe liv og glæde i idrætsforeningerne, hvad enten man vinder eller taber med sit hold. Fællesskabet binder idrætten sammen, og vi håber, at landets mange unge idrætsudøvere vil være med til at udpege netop deres gode holdkammerater ude i klubberne,” siger Nordea-fondens direktør, Henrik Lehmann Andersen.

For at nominere årets bedste holdkammerat mellem 12 og 19 år, kan man besøge www.fidusbamsen.dk, uploade et billede af personen og lave en lille beskrivelse af, hvorfor den udvalgte kandidat fortjener at blive ’Årets Holdkammerat 2017’.

Sidste år vandt den 14-årige cheerleader Signe Vemby fra Århus Tigers prisen. Hun brugte vinderkronerne på at invitere sit hold på en uforglemmelig træningstur til Barcelona.

Som annonceret ved afslutningen af dette års Mermaid Bowl, bliver Slagelse Stadion de kommende to år hjemsted for arrangementet. Arrangementet indeholder det afsluttende stævne for U10, U12 og U14 samt Mermaid Bowl. Slagelse Stadion giver rigtig gode muligheder for at afvikle det afsluttende for U10, U12 og U14, da banerne uden for stadion er placeret lige ved siden af stadion. Stadion fungerer ligeledes fint til Mermaid Bowl.

Tre klubber havde vist interesse for at afholde arrangementet, der har været sendt i udbud blandt DAFFs klubber. ”Ved at vende tilbage til Slagelse får vi mulighed for at udvikle arrangementet. Vi ved, hvilke ting der fungerede, og hvilke der ikke fungerede. Det giver os mulighed for at gøre det bedre næste år”, udtaler Administrationschef for DAFF Nicolai Blom.

Planlægningen af næste års arrangement er allerede gået i gang. I næste uge evalueres dette års stævne og Mermaid Bowl med Slagelse Kommune, mens arbejdet med at finde sponsorer og samarbejdspartnere er startet. Datoen for eventet er ikke fundet, men bliver afholdet enten d. 6 eller 13. oktober 2018.

Af Jonas Nemming

Foto: SBC Foto

Finland viste i finalen, at de var turneringens bedste hold, og selvom danskerne gjorde alt, hvad de kunne, var det ikke nok til at slå finnerne. Med en sejr på 31-12 kan Finland nu kalde sig nordens bedste U17-hold

Finland lagde hårdt ud

I kampens indledning forsøgte Finland sig, ligesom i semifinalen, med flere tunge løbeformationer, men de unge danske spillere så ud til at være godt forberedt. Finnerne blev hurtigt stoppet, men lige så hurtigt fik de bolden igen, da Victor Løvenholt Alvan Mazanti ikke var i stand til at gribe bolden på et punt.

Med bolden indenfor 20 yard-linjen var det en overkommelig opgave for Finland at bringe sig foran. Det kom de, da Joel Särkelä løb bolden ind til et finsk touchdown.

Finland var i kontrol, men én dårlig beslutning skulle der til, før danskerne blev lukket ind i kampen igen. Quarterback Samuli Töyry sendte under pres et kast afsted, som den danske linebacker Nicolaj Bjørch Schæffer opsnappede, og returnerede til dansk touchdown, og dermed var afstanden minimeret til et enkelt point.

På første quarters sidste spil bragte Roni Viinamäki  med et stort catch Finland indenfor scoringsafstand på ny. Der skulle også meget få snaps til i andet quarter, før Finland igen havde scoret. Det danske forsvar formåede dog at holde Finland til et field goal.

Den finske head coach, Kai Lindblad, var efter deres semifinale glad for sejren, men gav også udtryk for, at der var plads til forbedring. Og forbedringen var til at få øje på i første halvleg. Niveauet var hævet fra semifinalen, og særligt offensivt fungerede det bedre for Lindblads tropper.

Et eksempel på det fik danskerne at se, da receiver Arttu Ketonen undgik flere danske taklinger, og midtvejs i andet quarter bragte sit hold på 17-6.

Situationen blev kun værre for danskerne, da Kristian Linaa Lund Nielsen blev udvist for et farligt hit i de sidste minutter af første halvleg.

Der var nok at snakke om for det danske hold i pausen, som formentlig var blevet overrasket af den finske styrke, og altså var bagud 17-6.

Danmark kom aldrig for alvor tilbage

Det finske hold startede anden halvleg lige så stærkt, som de gjorde i første. Det danske angreb havde ikke været på banen længe, før Alexander Schwartz-Kristensen kastede en interception til en finsk forsvarsspiller.

Finland scorede til 24-6 med et fint eksekveret play action-spil fra Töyry til Kristian Ristilä i tredje quarter, og derfra var det svært at se, hvordan danskerne skulle komme tilbage i kampen. Det finske forsvar havde godt styr på det danske angreb, og samtidig var det finske angreb som en velsmurt maskine, og særligt forbindelsen mellem Töyry og Ketonen skabte konstant problemer for danskerne.

Havde det ikke været for eminent forsvarsspil af Miika Kuipers, ville Danmark havde reduceret i starten af fjerde down, men endnu en gang måtte danskerne se sig snydt af et velspillende finsk forsvar.

Størstedelen af fjerde quarter gik med at Finland viste deres fysiske styrke på deres offensive linje og hos deres runningbacks, og tromlede igennem det danske forsvar.

Danmark sluttede kampen godt af, da Victor Løvenholt Alvan Mazanti greb kampens sidste touchdown fra Alexander Schwartz-Kristensen. Finland stod for kampens sidste scoring ved Töyry på baggrund af et langt løb af Sebastian Lugora.

Det unge danske hold kæmpede med alt, hvad de havde lært, men de måtte erkende, at Finland på dagen var det bedste hold. Alligevel er der god grund for de danske drenge til at være stolte for den præstation, de har leveret de seneste dage! De finske talenter kunne efter kampen fortjent lade sig hylde som U17 nordiske mestre 2017. Efter kampen blev linebacker William Kidmose Henriksen kåret til MVP for Danmark, mens quarterback Samuli Töyry blev Finlands MVP.

Herfra skal der lyde et stort tillykke med titlen til Finland!

 

Scoringer

1st quarter:

7-0 – 11 yard TD run, #32 Särkelä (PAT good)

7-6 – 53 yard interception return for TD, #41 Bjørch Schæffer (PAT missed)

2nd quarter:

10-6 – 21 yard FG, #2 Kuipers

17-6 – 43 yard TD pass, #12 Töyry to #86 Ketonen (PAT good)

3rd quarter:

24-6 – 6 yard TD pass, #12 Töyry to #99 (PAT good)

4th quarter:

24-12 – 5 yard TD pass, #9 Schwartz-Kristensen to #14 Løvenholt Alvan Mazanti (2 pt. conversion unsuccessful, pass incomplete)

31-12 – 1 yard TD run, #12 Töyry (PAT good)

 

 

Foto: SBC Photo

Norge kom godt fra start i bronzemedalje-kampen mod Sverige, men formåede ikke at stoppe den svenske angrebsmaskine, som pressede på, og vandt overbevisende 40-0.

Det var svenskerne som kom bedst fra start i kampen, da Valter Ragnesjö løb mere en 60 yards, fra sin egen banehalvdel til endzone. Den efterfølgende 2-point-conversion mislykkedes, så Sverige var foran 6-0 i 1. quarter. I kampens første del, var Sverige toneangivende med flere store spil på angrebet. Det lykkedes dog ikke at sætte flere point på tavlen. Norge leverede en fornuftig indsats på angrebet, men havde svært ved at finde rytmen, og fik derfor ikke sat nogle lange drives op, der kunne give dem point på tavlen. Det norske forsvar havde det svært med den svenske quarterback Valter Ragnesjö, der havde en del lange løb og flere lange completions. I 2. quarter fik Sverige udbytte af det offensive overtag, og på et langt kast fandt QB Valter Ragnesjö wide receiver Victor Wikström til endnu et touchdown. Igen mislykkedes 2-point-conversion, og Sverige var foran 12-0. Det svenske offense pressede gevaldigt på kort før pausen, hvor de havde to spil fra Norges 2 yard-linje, desværre for Sverige, blev deres runningback stoppet på 1 yard-linjen, og tiden løb ud. Sverige gik derfor til pause med en 12-0 føring.

I 2. halvleg var det svenske offense endnu mere dominerende, og selvom der var godt spil fra det norske forsvar, kunne de ikke forhindre svenskerne i at score yderligere 28 point.

Kampens svenske MVP blev wide receiver Victor Wikström, der stod for to touchdown i 2. halvleg, hvilket bragte ham på sammenlagt tre touchdowns i kampen.

Det norske angreb kæmpede bravt, og fandt i perioder rytmen, hvilket bragte dem i red zone flere gange. Angrebet var dog helt klart hæmmet af at torsdagens startende quarterback Wilhelm Arnes Domaas var skadet og ikke kunne spille. Kampen mod Danmark var han arkitekten bag meget af det norske angrebsspil.

Kampens norske MVP blev WR/CB Per Gaarden.

Sverige fik i kampen elimineret mange af de fejl, der var årsagen til, at de tabte til Finland, og med det spil de leverede i dag, kan det være tvivlsomt, om de havde tabt til Finland, en kamp der var præget af et utal af turnovers. Norge skal være stolte af deres indsats. Det er første gang i mange år, at de deltager ved et ungdomsstævne, og i at de også i kampen mod Danmark leverede en flot indsats.

 

 

 

De danske værter møder i finalen Finland. Begge hold var ude i ægte gyser-semifinaler, hvor de unge spilleres nerver for alvor blev testet. Lørdag formiddag skal det bedste U17-hold i Norden kåres.

Finland skulle hive et stort defensivt stop frem til allersidst i deres semifinale mod Sverige for at sikre finalepladsen. De viste, at de vidste, hvordan man spiller godt forsvar, og havde også flere tunge løb mod svenskerne. Head coach Kai Lindblad havde inden turneringen fremhævet Edward Vesterinen som en af holdets styrker, og han skuffede ikke i semifinalen, hvor han stod for flere imponerende spil.

I semifinalen mod Norge gav Danmark chancen til så mange spillere som muligt, og det var måske lige ved at koste dem sejren til sidst. De fik dog sikret sejren til sidst, og både forsvar og angreb havde deres gode perioder.

Danmark skal omstille sig fra kampen mod Norge, hvor det i høj grad var kast og quarterback-løb, der gav dem problemer. Finland viste en helt anden stil i deres semifinale end nordmændene, men værterne må vurderes til at være små favoritter til den spændende finale

Kampen spilles lørdag på BGI Akademiet klokken 14.00 og kan streames på http://zibrasport.dk/daff/live/.

Sverige og Norge var begge tæt på at spille sig i finalen ved de nordiske mesterskaber, men manglede lige det sidste, da kampene spidsede til. I stedet mødes de lørdag formiddag i en spændende bronzekamp.

Norge har været den store overraskelse ved de nordiske mesterskaber, og gav Danmark store problemer i semifinalen, hvor koncentreret forsvarsspil og en storspillende quarterback var lige ved at føre dem i finalen.

Sverige blev i deres semifinale udfordret af mange dumme fejl og en bane, der bestemt heller ikke gjorde det lettere. De skiftede mellem tre quarterbacks, men fandt størst succes med starter Valter Ragnesjö bag center. De fik til sidst en gylden mulighed for at spille sig i finalen, men formåede ikke at udnytte den.

Det svenske forsvar spillede sig op i anden halvleg mod Finland, men skal forberede sig på et noget anderledes angreb fra Norge. Hvis Norge vælger at spille med quarterback Wilhelm Arne Domaas igennem hele kampen og ikke skifte for meget ud, vil jeg mene, at de er små favoritter, men vælger begge hold at give alle spillere chancen på et tidspunkt som forventet, vil det formentlig blive lige så tæt, som det var i de to holds semifinaler.

Kampen spilles lørdag klokken 11.00 på BGI Akademiet og kan streames på http://zibrasport.dk/daff/live/

FØLG OS PÅ