Forside Andet 966 udøvere stiller op til DM i Cheerleading

Lørdag d. 18. marts kl. 8.30 åbner Arena Nord i Frederikshavn dørene for dette års Danmarksmesterskab i Cheerleading. Klubber fra hele landet har de sidste mange måneder øvet sig til denne dag. Der er tilmeldt i alt 966 udøvere til mesterskabet, fra 12 forskellige klubber.

De næsten 1.000 udøvere får støtte af mere end 1.300 tilskuere fra nær og fjern. Og næsten 300 af tilskuerne kommer nemlig helt fra Sjælland for at følge udøvernes rejse mod titlen som Dansk mester.

Syv forskellige kategorier

De mange udøvere er fordelt på syv forskellige kategorier, hvoraf hold i kategorierne Peewee (level 3), Junior Coed (level 5), Junior All Girl (level 5), Senior Coed (level 6) og Senior All Girl (level 6) har muligheden for at vinde titlen som Dansk Mester.

Desuden konkurreres om medaljer i Junior B (level 3) og Senior B (level 3), mens Peewee Minor (level 1) og Peewee B (level 2) vil være opvisningsrækker med skriftlig evaluering, uden rangering og point. Alle deltagere i opvisningsrækkerne modtager en erindringsmedalje som tak for deres deltagelse.

Mikkel Fønsskov skal være vært

Som vært for mesterskaberne har Jam Frederikshavn fået fat i Mikkel Fønsskov. Mikkel er blandt andet kendt fra Aftenshowet på DR1.

”Mikkel glæder sig sindssygt meget til at være vært til DM. Han har forberedt sig grundigt, og har brugt meget tid på at sætte sig ind i sporten og forstå, hvad den går ud på. Det er selvfølgelig noget, vi er rigtig glade for at høre, og vi glæder os til at have ham som vært,” siger Katrine Olsen fra Jam Frederikshavn.

DM på livestream og Facebook

På dagen vil der være mulighed for at købe billet i døren, eller, hvis man kommer langvejs fra, at følge konkurrencen på livestream på Zibrasport.dk. Dansk Amerikansk Fodbold Forbund følger desuden konkurrencen på deres facebooksider ”Cheerleading i Danmark” og ”DAFF – Dansk Amerikansk Fodbold Forbund” hele dagen igennem. Alle vindere annonceres på DAFF.dk umiddelbart efter præmieoverrækkelserne kl. 16.45.

JAM Frederikshavn og Dansk Amerikansk Fodbold Forbund byder velkommen til alle cheerleading-interesserede og glæder sig til en dag dedikeret til at hylde sporten og dens mange udøvere.

Se hele tidsplanen her: Tidsplan DM 2017

Relaterede ARTIKLER