Forside Amerikansk fodbold Aflysning af U16 og U18 landsholdscamp

Med udgangspunkt i den seneste udvikling af corona smitten i Danmark, finder vi det nødvendigt at aflyse de forestående U16 og U18 camps for amerikansk fodbold på BGI. 

Der er 2 hensyn der indgår i beslutningen.  

Vi har et samfundsansvar i forhold til at minimere smittespredningen. Det at bringe 2 grupper på ca. 80-100 personer, der ikke kender hinanden, og som ikke vil være hvad myndighederne betegner som “nære kontakter”, sammen fra hele landet sammen i 4 dage, hvor de skal træne, spise, holde møder, samt sove under samme tag, udgør en stor smittespredningsrisiko i den nuværende situation. 

Samtidig er der stadig en stor usikkerhed om hvorvidt det i det hele taget vil være muligt at gennemføre de 2 camps når vi når til uge 42. Corona smitten er stadig markant til stede i Danmark, hvilket er tydeligt i øjeblikket med jævnlige ændrede restriktioner.  

Vi ved godt situationen i uge 42 kan være ok, men der er også en begrundet risiko for den er så dårlig, at vi slet ikke kan gennemføre de 2 camps, og med deadlines i denne uge, er vi nødt til at tage beslutningen nu. Hvis vi ikke tager beslutningen nu, og må aflyse på et senere tidspunkt, står vi med et forholdsvist stort økonomisk tab, hvilket vi ikke er interesseret i. 

Pengene bliver sendt retur fra systemet hurtigst muligt. 

Planlagte events for ungdomsrækkerne fastholdes 

For der ikke skal opstå tvivl, så fastholder vi planerne om den afsluttende ungdomsweekend, som både har aktiviteter lørdag og søndag, blot forskellige steder i landet. Lørdag står i U16 og U19 rækkernes tegn med stk. U16 kampe, herunder Challenge Bowl, samt U19 Development Bowl. Søndag kører det afsluttende ungdomsstævner øst og vest hos henholdsvis Aarhus Tigers og Frederikssund OaksDette mener vi godt vi kan gøre, da det er én-dags arrangementer der foregår udendørs, og hvor holdene er vant til at træne og spille sammen, og så er der det vigtige element i at det kun er forholdsvis få timer det drejer sig om. 

Hvad skal der nu ske med U-landsholdene? 

Vi er meget kede af at aflyse de 2 camps. Hele 2020 har været meget anderledes og udfordrende, og nu glæder vi os til 2021, hvor den står på U17 Nordiske Mesterskaber og U19 Europæiske Mesterskaber. Så snart vi ved mere om de 2 mesterskaber, og landsholdenes forberedelser, melder vi det ud.