Forside Cheerleading Cheerleading landshold 2021

Selvom vi stadig befinder os i skyggen af Covid-19 og det hele føles lidt usikkert, så er vi begyndt at kigge frem mod 2021 og Verdensmesterskaber i Cheerleading.

ICU har netop meddelt os, at Verdensmesterskaberne finder sted i Orlando, Florida, d. 21-23 april 2021.

DAFF ønsker som i 2020, at sende både et All Girl Premier og et Coed Premier landshold til VM i Cheerleading 2021.

Der er truffet en politisk beslutning om, at vi skal have et Coed landshold, som i første omgang skal være med til at sikre, at klubberne kan holde på de drenge der er i sporten, og give grundlag for at klubberne kan rekruttere flere drenge ind i sporten. Derfor er fokus for Coed landsholdet på udvikling og rekruttering, og senere skal der sættes fokus på sportslige forventninger til Coed landsholdet.

All Girl landsholdet har eksisteret en del år og ofte placeret sig i top-5 ved verdensmesterskaberne. Målsætningen er i første omgang at bibeholde den placering, for på sigt at forbedre den. Derfor er tilgangen også mere elitært, med større forventninger rent sportsligt til holdet og udøverne.

På denne baggrund vil DAFF, i samarbejde med Cheerleadingudvalget, gerne invitere til landsholds-tryout:

Lørdag den 12. september 2020

Søndag den 13. september 2020 

Vi har ikke fået bekræftelse på endeligt sted endnu, men vil gerne sende den information ud alligel allerede nu, så alle interesserede kan booke weekenden.

Begge dage skal afsættes, da den endelig plan for try-out vil blive lagt, når alle tilmeldinger er på plads – vi vil bruge tid på at få et detaljeret indblik i alle udøvere og derfor vil vi benytte begge dage.

Mere information om try-out, samt link til tilmelding med mere følger snarest.

Krav til deltagelse på DAFFs landshold:

På ICUs generalforsamling i 2019 blev det besluttet at hæve minimumsalderen for udøvere der deltager ved verdensmesterskaberne i Premier divisionen. Det betyder, at alle udøvere der stiller til try-out skal være 16 år eller fylde 16 år i 2021.

  • At du er fyldt 16 år, eller fylder 16 år i 2021
  • At du kan få et gyldigt ESTA og ETA (ETA er nødvendig, da vi sandsynligvis rejser over Toronto, Canada)
  • At du har et gyldigt dansk pas
  • At du kan deltage i tryout samt alle planlagte landsholdssamlinger
  • At du er villig til at mødes med din partner/gruppe og træne uden for de fastlagte weekender
  • At du er villig til at afprøve nye ting
  • At du er modtagelig for rettelser
  • At du er aktiv udøver i minimum en national konkurrence inden VM
  • Det er vigtigt, at man som landsholdsudøver passer sin klubtræning og stiller op til konkurrence for sin klub

Trænerteam

Træner for All Girl landsholdet er Mie Høg Hegaard med aisstent træner Fanni Engelbrecht. Træner for Coed er Gerardo Redondo Mora og vi søger efter en assistent til Gerardo, da de 2 fra sidste desværre ikke har mulighed for at være med frem mod VM 2021.

Pris

Egenbetalingen for at deltage på COED eller All-Girl landsholdet 2021 forventes at blive ca. 10.000 kr, som vi løbende vil gøre hvad vi kan for at sænke, fx med salg af diverse til konkurrencer med mere.

I prisen er inkluderet

  • Træningsfaciliteter
  • Fly t/retur
  • Hotel inkl. morgenmad
  • Konkurrencegebyr
  • Transport til og fra lufthavn og konkurrence
  • Uniform (Uniformen er kun til låns)

Der skal dog forventes en ekstra omkostning til ESTA godkendelse på ca. USD 15, samt tilsvarende for ETA.

Landsholdstræninger

Alt afhængigt af sammensætningen af holdet, vil det bestræbes at afholde landsholdstræningerne, så de rent geografisk matcher holdene bedst muligt. Omkostninger til transport til og fra landsholdstræninger, samt mad, overnatning mm. afholdes af udøveren.

Vi arbejder på at afholde landsholdstræninger i følgende weekender:

10-11. oktober 2020
17-18. oktober 2020
15. november 2020 – dagen efter Jule Cup
12-13. december 2020
9-10. januar 2021
23-24. januar 2021
20-21. februar 2021
6-7. marts 2021
21. marts – dagen efter Spring Cup<

Vi ønsker at prøve noget nyt i år, derfor arbejder vi på en decideret træningslejr i påsken 2021, så den skal holdes fri til landsholdstræninger.

Verdensmesterskaberne

Vi arbejder på at udrejse er mandag den 19. april og hjemrejse er søndag den 25. april, med ankomst i Danmark mandag den 26. april – vi afventer svar fra USA vedr. muligheder og priser på overnatning inden vi kan færdiggøre planerne.