Forside Amerikansk fodbold Amerikansk fodbold - fremhævet Copenhagen Towers vinder Mermaid Bowl XXIX

Finalen i dansk amerikansk fodbold blev lørdag spillet i Slagelse, og her kunne Copenhagen Towers løfte pokalen og kalde sig danske mestre anno 2017. Sejren kom i hus ved en sejr på 20-7 over lokalrivalerne fra Søllerød Gold Diggers.

Fotograf: Michael Quist

Kampen var præget af regn, som gjorde det flydende spil svært, og meget symptomatisk var det forsvarsspilleren Magnus Alexander Bitsch, der blev kåret som kampens mest værdifulde spiller.

Søllerød Gold Diggers kom relativt hurtigt bagud, og holdet havde flere fejl på angrebet, men trods udfordringerne holdt Gold Diggers rimelig godt stand og var kun bagud med to touchdowns.

Amerikaner viser klassen – og hårdheden

Det var dog Towers, der havde overtaget kampen igennem, og især i første halvleg viste amerikaneren Dayton Winn prøver på sine evner. Efter kampen blev Winn også kåret til årets mest værdifulde spiller i National Ligaen.

Selvom amerikaneren ikke er den største spiller på banen, er han alligevel en hårdfør spiller – ligesom amerikanske fodboldspillere er helt generelt. Winn brækkede næsten i starten af kampen, men det holdt ikke storspilleren ude af kampen, da han vendte tilbage og spillede en vigtig rolle i resten af kampen.

Towers gode start holdt hele vejen

Copenhagen Towers viste alsidighed i første halvleg og formåede at bevæge bolden både ved at kaste og løbe med bolden. Kampens første scoring kom på et imponerende 46-yard løb af running back Michel Konate.

Derudover scorede Towers også på et blokeret punt fra Gold Diggers – efter at blokere sparket var det også Towers, der fik fat i bolden i Gold Diggers end zone, og med et ekstra point fik Towers bragt sig foran med 14-0.

Herefter fik Gold Diggers bedre fat, og kampen bølgede frem og tilbage i store dele af anden halvleg. Gold Diggers fik sat point på tavlen, men det var altså ikke nok til at forhindre Towers i at tage trofæet.

Rekordfinale mellem topholdene

Dette var Copenhagen Towers syvende sejr i Mermaid Bowl, og det gør klubben til den mest vindende i Mermaid Bowl-regi. Den rekord har de sammen med klubben Triangle Razorbacks.

I år har netop Towers og Gold Diggers vist sig at være de to stærkeste hold, og derfor var det på mange måder den rette finale. I den regulære sæson tabte de to hold nemlig kun en enkelt kamp hver, og det var til hinanden.

Relaterede ARTIKLER