Forside Amerikansk fodbold DAFF og DIF sætter fokus på diversitet

I de kommende uger sætter DAFF – i samarbejde med DIF – fokus på diversitet og de positive effekter, der er ved at have en høj diversitet i klubben. Diversitet handler om forskellighed/mangfoldighed. Høj diversitet gør bl.a., at grupper træffer hurtigere og bedre beslutninger, men også at en større gruppe vil kunne identificere sig med klubben. Diversitet kan derfor være med til at gøre klubben bedre og skaffe flere medlemmer.

 

“I DAFF ønsker vi at sikre stærke og stabile klubber, hvor klubbestyrelserne har en professionel tilgang til at drive foreningen. Vi ønsker at styrke klubbernes bestyrelser og foreninger ved at opkvalificere bestyrelsesmedlemmer og frivilliges kompetencer. Vi vil endvidere arbejde med diversitet i forhold til klubberne og forbundets sammensætning af bestyrelse, trænere, ledere mv. især med fokus på kønsfordelingen,” siger DAFF-formand, Michael Pasieczny, hvilket der også står i den strategiaftale DAFF har indgået med DIF.

 

DAFF viser vejen

“I vores eget forbund har vi derfor prioriteret selv at gå forrest og har gennem nogen tid arbejdet målrettet på at styrke forbundets diversitet – både i forbundsbestyrelsen og i forbundets administration. Og vores dedikerede arbejde har givet pote: Vi er p.t. tre kvinder (37,5 pct.) og fem mænd (62,5 pct.) i bestyrelsen og hhv. tre kvinder (50 pct.) og tre mænd (50 pct.) i administrationen, hvilket lever fuldt op til DIF’s anbefalede diversitetsspænd på ‛70/30-30/70’,” siger DAFF-formanden.

 

“I vil høre mere om det anbefalede diversitetsspænd på ‛70/30-30/70’ i de kommende uger, hvor vi sætter liv på ordene, så følg med på vores FB-side, hvor vi bl.a. vil løfte sløret for en spritny analyse af kønsfordelingen i DAFF-klubbernes bestyrelser samt giver tips og gode råd til, hvordan I ude i klubberne kan arbejde mere bevidst med at sammensætte jeres bestyrelser, så I sammen kan træffe hurtigere og bedre beslutninger til gavn for netop jeres klub,” slutter DAFF-formand, Michael Pasieczny.

Relaterede ARTIKLER