Ny klub – flag football
Du kan læse mere her på siden om at opstarte din egen klub, og hvilke punkter du skal igennem for at være sikker på at spille med i sæsonen.
Hvis du har lyst til at stifte din egen klub, er der nogle skridt du skal igennem, inden du har lov til at spille med i turneringen.
For at deltage i flag ligaen skal klubben være registreret som en forening under DAFF/DIF. For at blive det, er der to veje I kan gå
at opstarte en klub under en eksisterende klub, fx en amerikansk fodbold klub som allerede er tilmeldt DAFF at opstarte jeres egen klub.
Lige meget hvilken vej I vælger, skal I også være opmærksomme på at oprette spillerlicenser for alle spillere, samt at klubben skal være dommere ved nogle kampe. Læs mere nederst på siden.
1. Opstart under eksisterende klub, som allerede er tilmeldt DAFF
I kan vælge at starte en klub, som en flag afdeling under en af de mange amerikansk fodbold klubber, hvor I undgår selv at skulle opstarte en klub helt fra bunden. Ved at vælge denne løsning, skal I kontakte en amerikansk fodbold klub eller flagfootball klub for at høre om I kan blive medlemmer.
Fordelen ved denne løsning er, at I får hjælp til mange af de administrative opgaver forbundet med opstart og drift af en klub, og I har også mulighed for hurtig og nem adgang til baner, omklædningsrum og andre ting der følger med en klub.
2. Opstart af egen klub
For at starte en forening under DAFF, er der som grundregel to ting, der skal være på plads.
1. I skal afholde en stiftende generalforsamling.
- a. Det kræver at I downloader DAFFs Standardvedtægter
- b. I skal indkalde til og afholde stiftende generalforsamling, hvor samtlige tomme felter i DAFF standardvedtægter skal udfyldes
- c. Når dette er gjort, har I afholdt den stiftende generalforsamling
2. Når I har afholdt jeres stiftende generalforsamling, skal I meldes ind i DAFF, og det gør I ved at udfylde DAFFs indmeldelsesblanket. Når den er udfyldt, sender I den sammen med en KOPI af jeres vedtægter til adressen:
Dansk Amerikansk Fodbold Forbund
Idrættens Hus
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
Når det er gjort, behandler DAFF jeres indmeldelsesansøgning, og giver besked om I nu er en forening under DAFF og DIF.
Spillerlicenser
Når I er godkendt som klub under DAFF, skal I oprette spillerlicenser for alle spillere som skal spille på holdet. Licenser oprettes via klubportalen.dk når I er godkendt hos DAFF. Hvis I skal have hjælp til dette, er I velkommen til at kontakte daff@daff.dk.
Dommerkurser
I skal have 5 uddannede dommere. Dommerkurserne udbydes i februar/marts, og er gratis.
Uniform & udstyr
Spillertrøjen skal være samme farve, med forskellige numre. Spillerbukserne må ikke have lommer. Det er ikke et krav at bukserne er samme farve og model før holdet spiller med i den øverste række, FNL.
Herudover skal holdet bruge 1 sæt popflag til hver spiller. Disse må ikke være samme farve som bukserne.