Forside Amerikansk fodbold Michael Brøndum Hansen trækker sig som formand for DAFF

Michael Brøndum Hansen har pr. dags dato valgt at fratræde som formand for DAFF´s bestyrelse. Årsagen er en skarp prioritering af den frivillige tid, som Michael har til rådighed.

Grundet den akut opståede situation i Frederikssund Oaks, hvor han er klubformand, har han valgt at træde tilbage som formand for DAFF. Klubben har efter sommerferien måtte trække sit seniorhold i amerikansk fodbold fra landets bedste række, National Ligaen. Michael ønsker at kunne fokusere 100% på klubben, hvor vigtigste opgave er at stabilisere seniorafdelingen.

Michaels bestyrelsesengagement har været for alle tre sportsgrene og Forbundet, men klubben lægger ham meget nær, hvilket gør at han har truffet beslutningen nu.

Michael har sat sit præg på de seneste 3 ½ års udvikling i DAFF, hvor han har arbejdet konstruktivt med de udfordringer og udviklingsmuligheder, der er i vores tre sportsgrene. I den periode er der sat gode initiativer i gang, specielt med de fire strategiske spor, samt mere dialog og samarbejde på tværs af klubberne.

Der skal lyde en stor tak for alt det arbejde, som Michael har lagt i DAFF, og forhåbentligt på gensyn, når seniorafdelingen i klubben er kommet på ret køl.

Næstformand Michael Pasieczny overtager posten som formand, i første omgang frem til bestyrelsesmødet d. 10. september.