Find klub & vær med

Positioner

Et hold består af op til 15 spillere, men kun 5 er på banen på samme tid. Hver spiller har ofte en eller to helt faste og veldefinerede roller og positioner på banen.

Vi har beskrevet de offensive og defensive positioner nedenfor.

Offensive positioner

Quarterback (QB)

Quarterbacken, også kaldet spilfordeleren, står bagved Centeren. Han modtager bolden på snappet. QB’en starter spillet ved at råbe ”Hike”. Når Quarterbacken modtager bolden løber han et par skrift tilbage, skanner banen for åbne receivers, og enten afleverer bolden eller kaster den.

På løbespil afleverer QB’en bolden til en Runningback eller reciever. På kastespil, kaster QB’en bolden til en receiver. QB’en kontrollerer spillet. Det er ofte ham der kalder spillet og afleverer eller kaster bolden.

Center

Centeren er den spiller der starter alle spil, ved at give bolden til quarterbacken, kaldet et snap. Efter snappet fungerer centeren som enhver anden reciever.

Reciever

Udover centeren har angrebet tre spillere hvis opgave det er at gribe bolden. Recieverne står oftest på line of scrimmage – det sted bolden starter et spil – men kan også stå andre steder, fx bag ved quarterbacken. Recievernes opgave er at løbe det løbemønster der er aftalt, gribe bolden og komme så langt som muligt uden at blive tacklet.

Defensive positioner

Langt de fleste hold bruger på ethvert spil en blitz og fire spillere i opdækningen, kaldet defensive backs.

Blitz

Blitzen er en meget vigtig spiller på forsvaret. Blitzen stiller op 7 yards fra line of scrimmage, og har derefter kun en opgave; at lave et sack ved at tage quarterbackens flag inden han kaster bolden. Selv hvis det ikke lykkes blitzen at tage quarterbackens flag, kan han være meget vigtig for forsvaret, idet han sørger for at quarterbacken ikke har for lang tid, til at finde en åben reciever.

Hvis quarterbacken afleverer eller kaster bolden inden blitzen kommer hen til ham, forsøger blitzen at tackle denne spiller i stedet for.

Defensive Backs (DB)

De andre fire mand på forsvaret forsøger at forhindre det andet hold i at score. Dette kan primært gøres på to måder; enten spiller man mand-mand, hvor den enkelte DB får en reciever, han skal følge uanset hvor han løber hen. Den anden mulighed er zone opdækning, hvor hver DB får ansvaret for et område af banen.

De defensive backs vil helst lave en interception, hvor de griber bolden, når modstanderen kaster den, men vil ofte også være glade for, hvis de kan få slået bolden væk, så angrebet ikke griber den. Når modstanderen har grebet bolden forsøger alle på forsvaret at fange ham, så de kan tage hans flag.

De defensive backs kan inddeles yderligere efter position. Dem der står længst ude i banen kaldes cornerbacks, mens safety er dem der står i midten af banen.

Vil du være en del af fællesskabet?

At være en del af fælleskabet handler om at finde din plads i en klub, hvor du kan dyrke din passion og være omgivet af ligesindede. Vi tilbyder et bredt udvalg af klubber over hele landet, der er klar til at byde dig velkommen.

Find din lokale klub

Niveau

Det er en fordel at du kender en lille smule til de grundlæggende regler og selve spillets opbygning. Det er ikke vigtigt, at du ved helt præcist hvordan de forskellige positioner bevæger sig på banen. Det lærer du til træning. Det er heller ikke vigtigt at du ved hvor på banen netop du skal spille. Det finder trænerstaben lynhurtigt ud af, da du vil bliver introduceret til de forskellige positioner i løbet af træningen. Ofte har trænerstaben en ide om hvor på banen du hører hjemme, og så finder I ud af det sammen.

Du behøver altså ikke at have en specielt højt niveau for at spille eller en kanon god kondition. Du skal have et ønske om at være en del af et hold, i en enorm strategisk sportsgren. Og så skal du selvfølgelig have en vilje til at komme til træning med dine holdkammerater, og bliver bedre gang for gang. Amerikansk fodbold er en sportsgren hvor der forventes en høj træningsmoral og disciplin.

Aldersgrupper

Der er forskellige aldersgrupper indenfor amerikansk fodbold.

Vi har aldersgrupper for Mikro (U10), Mini (U12), Kadet (U12), Development (U16), Junior (U19) og Senior.

Om DAFF