To store nationer melder sig ind i IFAF
IFAF har meddelt at både det franske forbund (FFFA) og det østrigske forbund (AFBÖ) har meldt sig ind i IFAF. At to så store lande vælger at melde sig ind i IFAF, kan få stor betydning, da det forventeligt trækker flere nationer med. Frankrig og Østrig har tidligere støttet Tommy Wiking/ Robert Huber gruppen og deltaget i deres mesterskaber.
Tommy Wiking/ Robert Huber gruppen har mistet to af de største og mest betydningsfulde europæiske lande. På nuværende tidspunkt er kun Tyskland af de store europæiske nationer ikke medlem af IFAF. Ud over de lande, der er med i Tommy Wiking/ Robert Huber gruppen, er der stadig en gruppe nationer med bl.a. Italien og Polen udenfor IFAF. Disse nationer risikerer at blive sportsligt isoleret, da deres klubhold ikke kan spille mod hold fra IFAF nationer, samtidig kan deres landshold ikke deltage i IFAF slutrunder. Det må forventes, at de ved en genindmeldelse i IFAF skal starte fra bunden i kvalifikationen.
”Vi byder disse to markante europæiske nationer velkommen til IFAF og håber, at andre nationer følger trop. Vi ser frem til samarbejdet om et fælles Europa, hvor vi kan hjælpe hinanden med at lave gode turneringer og mesterskaber.”, udtaler formand Michael Brøndum Hansen. ”Vi er meget tilfreds med, at der er opbrud i den internationale konflikt, det har begrænset vores sport de seneste år. Forhåbentligt kan vi snart se en ende på den internationale splittelse.”, slutter formanden.
IFAF har ligeledes meddelt, at sommerens EM i Helsinki udvides med to hold, til i alt seks hold. Det vil være oplagt, at Østrig og Frankrig får disse to pladser som henholdsvis nr. 2 og 3 i Europa. Med deltagelse af Frankrig og Østrig ved sommerens EM i Finland vil medaljechancerne for det danske hold være mindre. Den øgede konkurrence hilses dog velkommen af den danske sportschef. ”Der er ingen tvivl om, at Østrig og Frankrig som nr. 2 og 3 i Europa forstærker turneringen. Vi foretrækker helt klart en turnering med seks eller allerbedst otte hold”, udtaler Lars Carlsen. ”Frankrigs og Østrigs indmeldelse betyder, at vi også på U19 og flag football får yderligere to rigtig gode nationer at konkurrere med. Det er kun med til at gøre os bedre.”, fortsætter sportschefen.
Udover at Frankrig og Østrig nu deltager i IFAFs landsholdsturneringer, betyder indmeldelsen, at danske klubber vil kunne deltage i kampe mod hold fra de to nationer. Det betyder ligeledes, at spillere, trænere mv. kan deltage i camps, clinics og lignende i de to lande. På klubturneringsniveau vil 2018 blive et overgangsår, hvor de to nationers klubhold deltager i de internationale turneringer, hvor deres hold er tilmeldt.