I weekenden nåede Frank Rasmussen en ganske særlig milepæl, da han dømte kamp nummer 1.000 i dansk amerikansk fodbold.
Oprindeligt havde vi regnet os frem til, at kamp nummer 1.000 ville falde den 21. august på Gentofte Stadion i forbindelse med Copenhagen Towers' hjemmekamp. Men som den frivillige ildsjæl Frank er, tog han lige en ekstra kamp torsdag aften – og dermed blev den historiske kamp nummer 1.000 i stedet fløjtet i gang i Aarhus i weekenden.
At nå 1.000 kampe som dommer er en præstation, som de færreste opnår. Det kræver ikke bare mange år på banerne, men også en enorm dedikation, lysten til at udvikle sporten og viljen til igen og igen at stille op, når der er brug for det.
Frank har gennem årene været langt mere end blot dommer. Han har været en vigtig del af dommermiljøet, en mentor for nye dommere og en af de personer, der har været med til at sikre, at kampene kunne gennemføres uge efter uge. Med sit engagement, sin erfaring og sin hjælpsomhed har han sat et markant aftryk på sporten og på de mange mennesker, han har arbejdet sammen med gennem årene.
Selvom kamp nummer 1.000 allerede er passeret, ønsker vi naturligvis at markere den flotte præstation.
Derfor hylder vi Frank Rasmussen på Gentofte Stadion den 21. august, hvor vi håber at se så mange som muligt være med til at fejre en af dansk amerikansk fodbolds store frivillige profiler.
Fra hele DAFF og amerikansk fodbold-miljøet skal der lyde et stort og varmt tillykke til Frank med de første 1.000 kampe.
Tak for indsatsen – og for alt det, du har gjort for sporten.