Den 11. marts blev der afholdt dommerkursus i mødelokalerne i Kildeskovshallen i Gentofte. Kurset blev afviklet i samarbejde mellem Copenhagen Towers og DAFF, med Michael Toftegaard fra Towers som initiativtager og vært.
Den erfarne dommer Dennis Svensson førte de 35 deltagere igennem en grundig introduktion til dommergerningen samt de nye regler, der træder i kraft i 2026-sæsonen.
Kurset samlede repræsentanter fra fem sjællandske klubber. Deltagerne talte både kvinder og mænd, ungdomsspillere, aktive og tidligere seniorspillere samt både senior- og ungdomstrænere.
For flere af de yngste deltagere var det første gang, de stiftede bekendtskab med dommerrollen. Her fik de mulighed for at sparre med erfarne dommere og tidligere spillere, som har været en del af sporten i mange år.
Aftenen bød på masser af regel-nørderi, mechanics og keys – og alle deltagere gik derfra godt rustet til opgaven, blandt andet med en dommerfløjte sponsoreret af MVP Sports Gear.
Et stærkt initiativ fra Copenhagen Towers og et godt eksempel på, hvordan klubberne kan samarbejde om at løfte antallet af dommere og styrke fundamentet for sporten.
Se alle dommerkurser her: https://www.daff.dk/dommerkurser-2026-datoer-og-tilmelding/