Gentofte Sportspark dannede rammen om dette års Mermaid Bowl, hvor Copenhagen Towers, der deltager i deres ottende Mermaid Bowl i træk, mødte Aalborg 89ers, som deltager i deres første Mermaid Bowl. Efter 4. quarters stod det klart, at Towers endnu engang indtog den øverste plads på sejrsskamlen med en sejr på 33-14.
Tæt 1. halvleg
Towers startede med bolden og havde dermed mulighed for at sætte tonen og tempoet fra begyndelsen. 89ers gav dog ikke op på forhånd og var klar til kamp mellem stregerne. Derfor holdt de også kampen helt lige og gik ind til 2. quarter med stillingen 0-0.
Det var dog Towers, der kom først på tavlen, da RB Anton Witmeur løb i endzone til 7-0. De kunne knap nyde føringen et minut, før 89ers' Mads Christiansen efter et kort kast selv fandt de sidste 70 yards til endzone. Med en 2-point conversion kom 89ers foran 8-7. Det satte gang i kampen! Der kom også flere scoringer i første halvleg. Towers kom foran med 14-8, da Alexander Kronborg fandt Jakob Green helt fri i endzone. 89ers havde ikke opgivet håbet om at overraske alle på Gentofte Stadion, og det tog ikke lang tid, før Julius Hansen udlignede til 14-14.
En begivenhedsrig 2. quarter havde endnu en scoring, da Towers' Jakob Green sparkede et field goal og bragte dem foran med 17-14 ved pausen.
2. halvleg satte Towers speederen i bund
Anden halvleg startede ligesom første halvleg, hvor der indledningsvis var scoringsmæssig stilstand, indtil Towers' David Helqvist fik fat i 89ers' punter og genvandt momentum til Towers' fordel. Dette udnyttede de ved et touchdown af Mikkel Enevoldsen til stillingen 24-14.
Da 4. quarter gik i gang, satte 89ers tempoet op og forsøgte at bide sig fast i Towers' spil. Først forcerede Jonas Pedersen en fumble, som blev samlet op af Casper Bloch. Kort efter forsøgte de sig med et fake field goal, men det lykkedes desværre ikke. Få spil senere løb Towers' RB Anton Witmeur 85 yards og blev nærmest stoppet på goal line af Hjamer Skyt. Det resulterede i endnu en forceret fumble af Jonas Pedersen, som denne gang blev samlet op af Christoffer Christensen på 89ers' egen 10-yard-linje.
Desværre blev både 89ers og kampen lidt punkteret af en safety, da Joachim Heidelbach brød igennem den offensive linje og lagde pres på QB Ryan Kraft. 89ers forsøgte derefter med et onside kick, men de lykkedes ikke. Anton Witmeur afgørede kampen, da han for anden gang løb i endzone til stillingen 33-14 med 1:02 tilbage af kampen. Som symptomatisk for denne periode af kampen blev den lukket og slukket, da Lasse Christensen greb en interception med 40 sekunder tilbage.
Stort tillykke til Aalborg 89ers med deres første og ikke mindst hæderlige deltagelse i Mermaid Bowl, og endnu større tillykke til Copenhagen Towers med endnu en sejr i Mermaid Bowl!
Liga MVP for 2024 blev Jacob Niemann Green.
MVP i kampen blev Alexander Kronborg.