vidensportal
Find klub & vær med

DAFF ansætter ny direktør

Den 1. marts 2025 tiltræder Morten Schram Rodtwitt som ny direktør for DAFF – Dansk Amerikansk Fodbold Forbund.  

Morten bringer solid erfaring med sig fra sportens verden, senest som direktør i Dansk Ride Forbund og tidligere som Chef de Mission for den danske OL-delegation. Morten har omfattende indsigt og erfaring med klubudvikling, både indenfor bredde- og eliteidræt samt forbundsarbejde og samarbejde med DIF som med Team Danmark. 

Morten er nu klar til at rette blikket mod DAFF og styrke udviklingen af vores tre idrætsgrene.

”Jeg glæder mig enormt til at tage fat og blive en del af DAFF. Forbundet rummer en stærk passion og et engageret fællesskab, hvor frivillige, klubber og udøvere hver dag arbejder for at udvikle vores idrætsgrene. Der er mange opgaver at løfte med tre spændende idrætsgrene, men også et stort potentiale, og jeg ser frem til at bidrage til en positiv udvikling og skabe de bedste rammer for både bredden og eliten”, udtaler Morten Rodtwitt.

Morten overtager direktørposten efter Lars Carlsen, der efter 30 år i DAFF – heraf de seneste fem år som direktør – trådte ind i en ny rolle hos DAFFs internationale forbund, IFAF, den 1. januar.

Blandt de første opgaver, der venter Morten, er arbejdet med den kommende strategiaftale med DIF samt en række store landsholdsaktiviteter. Foråret byder på Spring Cup og VM i Cheerleading og EM-kampe for både U19- og A-landsholdet i amerikansk fodbold, mens efteråret blandt andet byder på NM-turneringen for U17 på dansk jord og EM i Flag Football.  

Med sin omfattende erfaring fra OL-verdenen vil Morten desuden spille en naturlig rolle i forberedelserne til EM i Flag Football, der har særlig betydning i lyset af sportens nylige optagelse på OL-programmet.

”Jeg ser utroligt meget frem til samarbejdet med Morten. I bestyrelsen er vi begejstrede for at have fået en direktør med en dyb forståelse for både elite- og breddeidræt. Med sin omfattende erfaring inden for idræt og organisation vil Morten uden tvivl styrke forbundets arbejde og fremtidige udvikling" fortæller Formand Nadia Panzio.

Vi ser frem til at byde Morten velkommen og til et stærkt samarbejde om at udvikle alle vores idrætsgrene i Danmark.

Om DAFF