DAFF modtager støtte fra Team Danmark til herrelandsholdet i flag football

Dansk Amerikansk Fodbold Forbund (DAFF) har i dag fået tildelt 400.000 kr. i støtte fra Team Danmark for 2026. Midlerne er målrettet udviklingen af herrelandsholdet i flag football og skal styrke forbundets arbejde frem mod en mulig OL-kvalifikation i 2028. Støtten genforhandles årligt og afhænger af dokumenteret fremdrift i forberedelserne.

Med flag football på OL-programmet i Los Angeles 2028 er dette en strategisk vigtig milepæl for DAFF. I forbundets strategiaftale med DIF 2026–2029 er OL-satsningen et centralt spor, hvor målet er at kvalificere Danmarks herrelandshold til legene. Den nye støtte fra Team Danmark er derfor et afgørende skridt i realiseringen af den langsigtede plan.

Hvad betyder det at være Team Danmark-støttet?

Udover den økonomiske ramme får DAFF adgang til Team Danmarks eksperter – herunder sportspsykologer, sportsfysiologer, fysioterapeuter og specialister i fysisk træning. Denne ekspertbistand er et væsentligt fundament i arbejdet med at udvikle spillerne, styrke træningsmiljøet og optimere holdets præstationer på internationalt niveau.

Sportschef: “Det er helt fantastisk”

“Det er helt fantastisk! Vi er er meget stolte af at Team Danmark fortsat støtter op om vores herrelandshold” siger en meget tilfreds Troels Vestergaard, sportschef i flag football.

“Støtten giver os mulighed for at accelerere vores arbejde og skabe et endnu stærkere setup omkring herrelandsholdet”

Head Coach: “En kæmpe anerkendelse”

“Vi har et fantastisk samarbejde med Team Danmark, og jeg er super glad for det fortsætter næste år, hvor vi starter forberedelserne frem mod EM i 2027” fortæller en stolt Head Coach Jonas Christiansen.’

“Med Team Danmark i ryggen kan vi skabe de helt optimale rammer for Herrelandsholdet. Den økonomiske støtte betyder at vi kan afholde flere camps og deltage i flere turneringer. Samarbejdet med Team Danmarks eksperter hjælper os med at optimere den fysiske og mentale forberedelse. Alt sammen noget der bidrager til den fortsatte udvikling af herrelandsholdet.”

Vi glæder os til samarbejdet med Team Danmark og til at følge herrelandsholdets fortsatte udvikling frem mod OL-kvalifikationen.

Læs mere fra Team Danmark her: https://www.teamdanmark.dk/presse/nyheder/2025/december/forbundsstoette-for-2026-paa-plads

Om DAFF