vidensportal
Find klub & vær med

DAFF og Nordic Storm indgår samarbejdsaftale

Ny aftale sætter fælles rammer for sportens udvikling – med respekt for klubbernes tryghed og regler.

Dansk Amerikansk Fodbold Forbund har indgået en formel samarbejdsaftale med Nordic Storm, der spiller i den europæiske liga ELF. Aftalen er et vigtigt skridt i retning af at sikre klare spilleregler, beskytte klubbernes interesser og styrke sporten som helhed. Den omfatter gensidig respekt for rekrutteringsregler, en klar ramme for Nordic Storms antidoping-indsats, opbakning til landsholdsarbejdet og mulighed for praktisk samarbejde og videndeling.

Fælles spilleregler for klubskifte og rekruttering

Et centralt element i aftalen er respekt for DAFF’s rekrutterings- og klubskifteregler. Det betyder, at en spiller, der har spillet kamp for en DAFF-klub i en sæson, ikke kan spille for Nordic Storm i samme år – og omvendt. Spillere, der kun har været en del af Nordic Storms practice squad uden at spille kamp, er dog undtaget og kan godt få licens i en DAFF-klub.

Derudover har Nordic Storm forpligtet sig til kun at rekruttere aktivt i perioden efter Mermaid Bowl og frem til 31. januar – helt i tråd med DAFF’s egne regler.

Et klart signal i antidoping-arbejdet

Aftalen rummer også en ambitiøs antidoping-dagsorden. Nordic Storm skal senest 1. juli 2025 have en aftale på plads med Anti Doping Danmark om minimum 20 årlige dopingkontroller. DAFF bliver løbende informeret om både planlagte og gennemførte tests samt deres resultater.

Støtte til landshold og fælles udvikling

Parterne er enige om, at et stærkt dansk landshold er i alles interesse. Nordic Storm må derfor ikke stå i vejen for, at spillere og trænere deltager i landsholdsaktiviteter – tværtimod skal de støttes aktivt.

DAFF vil til gengæld bistå med SIRI-godkendelser for udenlandske trænere og spillere hos Nordic Storm, så længe det sker inden for lovens rammer.

Hvad betyder det for klubberne?

Aftalen giver klubberne tryghed og forudsigelighed. Den forhindrer, at spillere skifter frit mellem DAFF-klubber og Nordic Storm midt i sæsonen, og sikrer dermed stabilitet i trupper og turneringer.

For nogle klubber vil samarbejde med Nordic Storm ikke være aktuelt. Aftalen er ikke et krav om samarbejde, men en ramme, der beskytter alle parter. For de klubber, der ønsker det, åbner aftalen dog mulighed for at trække på Nordic Storms ressourcer og eksponering, f.eks. i form af samarbejde ved hjemmekampe eller trænersparring.

Om DAFF