De danske cheerleadinglandshold går en spændende sæson i møde med to stærke og erfarne profiler i spidsen. Til sæsonen 2026/2027 bliver Theis Johan Kjærbo hovedtræner for Coed-landsholdet, mens Carina Castro overtager rollen som hovedtræner for All Girl-landsholdet.
Begge trænere bringer mange års international erfaring, dokumenterede resultater og en stærk passion for udviklingen af dansk cheerleading.
Theis Johan Kjærbo har mere end 15 års erfaring inden for Coed-cheerleading og har gennem sin karriere udviklet udøvere på alle niveauer. Han er kendt for sin tekniske ekspertise, sit fokus på kvalitet og sit engagement i sporten.
Som træner har Theis opnået adskillige topplaceringer ved både danske og norske mesterskaber samt en bronzemedalje ved verdensmesterskaberne. Som aktiv udøver har han ligeledes konkurreret på højeste internationale niveau med flere nationale mesterskabstitler og en VM-bronzemedalje.
I den kommende sæson fortsætter han arbejdet med Danmarks Coed-landshold, hvor ambitionen er at videreudvikle nogle af landets dygtigste udøvere og styrke dansk cheerleadings position internationalt.
Carina Castro overtager rollen som hovedtræner for All Girl-landsholdet og bringer mere end 24 sæsoners international trænererfaring med sig.
Gennem sin karriere har hun udviklet udøvere og hold i Danmark, Norge, Canada og en lang række europæiske lande. Hun har stået i spidsen for hold, der har vundet verdensmesterskaber under IASF, medaljer ved europamesterskaberne samt adskillige danske og norske mesterskaber.
Carina har desuden arbejdet med Team Danmark, Team Norway All Girl og Viqueens Spirit og er til daglig træner hos Copenhagen Cheerleaders. Som ejer af HIT Camps EU arrangerer hun camps og træneruddannelser i mere end 14 lande og har været med til at udvikle både eliteudøvere, trænere og nationale programmer på tværs af Europa.
Theis og Carina får ikke ansvaret alene. Arbejdet med at sammensætte det øvrige trænerteam omkring de to landshold er i gang, og de resterende trænere offentliggøres, når de sidste aftaler er på plads.