Nyt U11/U13-initiativ fik stærk start ved sæsonens første ungdomsstævner

Sæsonens første ungdomsstævner bød på debut til et nyt initiativ for de yngste tackle-spillere i DAFF – og modtagelsen har været rigtig positiv.

Formålet med initiativet er at skabe et bedre og mere alderssvarende kamptilbud til U11-spillere. Mange klubber har i dag ikke spillergrundlag til selvstændige U11-hold, og derfor har de yngste spillere ofte manglet reelle kampe på stævnedagene.

Med det nye setup samles U11-spillere nu på tværs af klubber til dedikerede U11-kampe, hvor de møder jævnbyrdige modstandere og får mere spilletid og bedre udviklingsmuligheder. Samtidig kan spillerne fortsat deltage med deres egne U13-hold resten af dagen.

Initiativet blev taget rigtig godt imod ved de første stævner. Særligt trænerne har spillet en stor rolle i at få konceptet til at fungere i praksis, og ved ungdomsstævnet i vest var der tydelig opbakning hele vejen rundt. Fra sidelinjen blev der heppet, og de trænere, der stod i spidsen for de sammensatte hold, skabte både struktur, energi og spilleglæde fra første snap.

En stor del af succesen skyldes også de mange frivillige kræfter ude i klubberne. Ekstra aktiviteter til stævner kræver både planlægning, koordinering og engagement – og endnu en gang viste klubberne stor vilje til at løfte opgaven i fællesskab.

Der er fortsat ting, der skal justeres og videreudvikles, men det nye U11-format har fået en rigtig stærk start ved sæsonens første ungdomsstævner.

Om DAFF