vidensportal
Find klub & vær med

Strategiaftale med DIF 2026–2029 – sammen styrker

DAFF har indgået en ny strategiaftale med Danmarks Idrætsforbund (DIF) for perioden 2026–2029. Aftalen sætter den strategiske retning for vores fælles udvikling i de kommende år og skal styrke hele fundamentet for amerikansk fodbold, flag football og cheerleading i Danmark.

Strategien bygger på fire hovedspor:

  • 1. Vækst i amerikansk fodbold og flag football
  • 2. Flag football mod OL i 2028
  • 3. Vækst i cheerleading
  • 4. Styrkelse af DAFF som organisation

Spor 1 – Vækst i amerikansk fodbold og flag football

Dette spor udspringer af ønsket om at skabe flere aktive medlemmer, flere frivillige og stærkere klubmiljøer i hele landet.

Frivilligheden er kernen i vores foreningsliv og samtidig forudsætningen for vækst i vores sportsgrene. Mange klubber oplever i dag et faldende medlemstal, udfordringer med at igangsætte vækstinitiativer og det kan være en stor opgave at få nye frivillige med.

Derfor ønsker vi at understøtte klubberne med at skabe vækst – både gennem nye initiativer og ved at gøre det lettere og mere attraktivt at engagere sig som frivillig. Samtidig ser vi et stort potentiale i et tættere samarbejde mellem amerikansk fodbold og flag football. Ved at gøre de to sportsgrene til hinandens forudsætninger – i stedet for modsætninger – kan vi åbne form at flere får mulighed for at blive en del af sporten.

Vi vil derfor:

  • udvikle en klubværktøjskasse med redskaber til rekruttering, kommunikation og bestyrelsesarbejde
  • gennemføre klubbesøg og rådgivningsforløb, hvor vi sammen analyserer klubbens situation og ser på lokale muligheder
  • tage initiativ til skole- og kommunesamarbejder og understøtte med konkrete indsatser
  • afholde online møder og workshops om frivillighed, medlemstilgang og klubdrift

Målsætning:

I amerikansk fodbold vil vi primært fokusere på at hjælpe klubberne med at skabe vækst i antallet af spillere under 18 år. I flag football vil fokus primært være på spillere over 18 år.

  • Amerikansk fodbold (U18) fra 779 til 1.500 medlemmer
  • Flag football (18+) fra 143 til 750 medlemmer i 2029
  • Flere frivillige engagerer sig i klubberne, og at det generelt bliver nemmere og mere attraktivt at drive forening under DAFF

Spor 2 – Flag Football til OL

Flag football bliver en OL-disciplin i Los Angeles i 2028 - en historisk begivenhed for vores sport og en unik mulighed for at vise DAFF og Danmark frem på den største internationale scene.

Med dette spor ønsker vi at skabe en målrettet og ambitiøs indsats, der både styrker det sportslige niveau og øger opmærksomheden om flag football i Danmark.

Baggrunden for sporet er, at Danmark allerede har markeret sig med stærke resultater ved EM og VM, og at en OL-deltagelse er inden for rækkevidde. Men for at nå dertil kræver det en tidlig, fokuseret indsats, som begynder allerede nu og intensiveres frem mod 2028.

Vi vil derfor opbygge en samlet OL-plan med fokus på:

  • en fast stab omkring holdet, udviklings- og præstationsstrategier, og individuelle udviklingsplaner for spillerne.
  • deltagelse i internationale turneringer og professionel forberedelse
  • målrettet arbejde med udvikling af spillernes fysik, taktiske niveau, mentalitet og gruppedynamik

Målsætning: 

  • Danmark skal kvalificere sig til OL i 2028 med Herrelandsholdet i flag football
  • en øget synlighed og national mediebevågenhed styrke interessen for flag football på breddeplan og dermed understøtte rekruttering og medlemsvækst i klubberne.

Spor 3 – Vækst i Cheerleading

Cheerleading har de seneste år oplevet en markant udvikling og er i dag en selvstændig og voksende disciplin under DAFF. Sporten appellerer i særlig grad til børn og unge – især piger og unge kvinder – men rummer også et stort potentiale i forhold til coed hold, hvor både mænd og kvinder deltager.

Vi vil støtte klubberne i deres lokale arbejde gennem:

  • rådgivning, klubbesøg og samarbejdsaftaler
  • kursus- og mentorprogrammer for unge trænere
  • skolesamarbejder, ungdomstilbud og digitale kampagner, der når nye målgrupper

Udviklingsindsatsen i cheerleading vil tage udgangspunkt i de erfaringer og redskaber, der udvikles i spor 1.

  • Klubbesøg, rådgivning og samarbejdsaftaler, der skal støtte klubberne i deres lokale arbejde med vækst og drift. Der skal sikres mere facilitetskapacitet – i samarbejde med kommuner – for at imødekomme ventelister og sikre bedre træningskapacitet.
  • Kursusforløb og mentorprogrammer, som giver unge trænere og ledere nye kompetencer og motiverer dem til at påtage sig større ansvar.
  • Samarbejde med skoler og ungdomstilbud, hvor sporten kan introduceres til nye målgrupper og skabe rekrutteringskanaler.
  • Nationale inspirations- og udviklingsdage, der samler trænere, ledere og udøvere til fælles træning, workshops og netværk.
  • Digitale kampagner på sociale medier, som skal skabe synlighed, engagement og interesse for sporten.
  • Udvikling af klubguide og opstartspakke, der giver både nye og eksisterende klubber konkrete værktøjer til at starte og udvikle cheerleading-hold.

Målsætning

  • Antallet af medlemmer under 18 år skal stige fra 1.370 i 2024 til 2.500 i 2029.
  • Flere unge trænere og ledere skal uddannes, og de lokale fællesskaber skal styrkes.

Indsatsen skal derudover medvirke til at udvikle det lokale foreningsliv og skabe et endnu stærkere og mere inkluderende fællesskab på tværs af klubberne.

Spor 4 – Styrkelse af DAFF som organisation

For at kunne støtte klubberne bedst muligt skal DAFF som organisation stå stærkt.
Derfor arbejder vi på at styrke vores interne struktur og processer – med fokus på:

  • bedre økonomisk styring og opfølgning
  • opdatering af vedtægter og reglementer
  • tydeligere rollefordeling og samarbejde mellem udvalg og bestyrelse

Dette spor handler om at skabe et mere professionelt og effektivt DAFF, som kan levere endnu bedre støtte og service til klubberne og samtidig skabe tydelig sammenhæng mellem strategi, beslutninger og handling.

Sammen om udviklingen

Strategiaftalen er et fælles projekt for hele forbundet.

Vi ønsker at være i dialog med klubberne om, hvordan vi sammen kan omsætte strategien til konkret handling. Der vil blive afholdt informationsmøder, workshops og klubbesøg, hvor vi sammen kan drøfte, hvordan de nationale målsætninger bedst forankres lokalt.

Den skal ikke blot sikre vækst i medlemstal, men også styrke vores fællesskab, vores organisation og de rammer, vi skaber for udøvere, trænere og frivillige. Med fælles retning, klare mål og stærkt engagement står vi sammen om at udvikle amerikansk fodbold, flag football og cheerleading.

Om DAFF