To nye medlemmer optages i DAFF Hall of Fame

DAFF Hall of Fame får i år to nye medlemmer. Elex Kristensen og Kristian Worm optages for deres markante sportslige karrierer og mangeårige bidrag til dansk amerikansk fodbold.

To spillere, der gennem en lang årrække satte deres tydelige præg på dansk amerikansk fodbold, får nu en plads blandt sportens Hall of Famers.

Elex Kristensen og Kristian Worm repræsenterer begge en generation, der var med til at forme amerikansk fodbold i Danmark fra 1990’erne og frem. De har markeret sig på klubhold, på det danske landshold og – efter og under spillerkarrieren – gennem et stort engagement uden for banen.

Elex Kristensen – den dominerende linjemand

Elex Kristensen begyndte sin karriere i Herning Hawks i starten af 1990’erne og etablerede sig som en af sin generations markante offensive linjemænd.

Med sin kombination af størrelse, styrke og bevægelighed blev han en dominerende spiller på den offensive linje. Efter tiden i Herning fortsatte karrieren i Triangle Razorbacks, hvor han blev en central del af en særdeles succesfuld periode og var med til at vinde syv danske mesterskaber.

Elex var samtidig gennem en årrække fast mand på det danske landshold og repræsenterede også Razorbacks internationalt.

Men Elex’ betydning handler ikke alene om resultater. Hans kompromisløse indstilling, loyalitet og vilje til at kæmpe til sidste fløjt var med til at præge kulturen omkring de hold, han spillede på. Uden for banen har han desuden bidraget til sporten gennem både bestyrelses- og trænerarbejde.

Kristian Worm – playmakeren

Kristian Worm begyndte sin karriere i Vejle Saints i starten af 1990’erne og blev siden en central del af Triangle Razorbacks.

Som wide receiver blev han gennem en lang årrække en af de offensive profiler i dansk amerikansk fodbold. Med hurtighed, atletiske evner, spilforståelse og sikre hænder var han en spiller, modstanderne var nødt til at forholde sig til.

Kristian kunne samtidig bruges over hele banen. Ud over rollen som wide receiver spillede han både defense og special teams – altid med samme intensitet og vindermentalitet.

Han var med til at vinde adskillige Mermaid Bowls med Triangle Razorbacks og var gennem samme periode fast mand på det danske landshold, hvor han ligeledes markerede sig som playmaker.

Også efter spillerkarrieren har Kristian fortsat sit engagement i sporten. Han har gennem tiden bidraget i bestyrelsesarbejdet og haft roller som både head coach og sportschef. I dag er han fortsat en del af Triangle Razorbacks som sportschef.

En plads blandt sportens profiler

DAFF Hall of Fame hædrer personer, der gennem deres præstationer og engagement har sat et varigt aftryk på dansk amerikansk fodbold.

Det har både Elex Kristensen og Kristian Worm.

Med deres mangeårige karrierer, store sportslige resultater, landsholdsindsats og engagement i sporten uden for banen bliver de nu en del af DAFF Hall of Fame.

Stort tillykke til Elex Kristensen og Kristian Worm med optagelsen i DAFF Hall of Fame.

Om DAFF